Undervisere og ledere bliver klogere på bæredygtighed
Af Julie Thierry Vad Jacobsen
På Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier er undervisere og uddannelsesledere i gang med en omfattende opkvalificering inden for bæredygtighed. Som klimaerhvervsskole har Herningsholm både gjort modulet 'Bæredygtighed i erhvervspædagogisk praksis' obligatorisk og tilpasset undervisningen i samarbejde med VIA, så den nye viden lettere kan omsættes til praksis og forankres i undervisningen.
På Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier er undervisere og uddannelsesledere i gang med en omfattende opkvalificering inden for bæredygtighed. Som klimaerhvervsskole har Herningsholm både gjort modulet 'Bæredygtighed i erhvervspædagogisk praksis' obligatorisk og tilpasset undervisningen i samarbejde med VIA, så den nye viden lettere kan omsættes til praksis og forankres i undervisningen.
Der blev boret, banket og tænkt kreative tanker, da undervisere fra Herningsholm og andre erhvervsskoler mødtes i Turbinens værksted.
Opgaven var at bygge en aktivitetsbane til børn af genbrugsmaterialer. Eneste krav var, at konstruktionen skulle kunne skilles ad igen.
Det var en anderledes undervisningsdag på modulet Bæredygtighed i erhvervspædagogisk praksis. Men netop de praktiske øvelser er en vigtig del af den tilgang, Herningsholm som klimaerhvervsskole har valgt.
For ambitionen er ikke blot at give underviserne ny viden om bæredygtighed. Den skal også kunne omsættes til konkret undervisning på erhvervsuddannelserne.
Modulet har eksisteret siden 2023 som et valgfag på Diplomuddannelsen i erhvervspædagogik. På Herningsholm er det imidlertid blevet obligatorisk for underviserne på erhvervsuddannelserne.
Samtidig har Herningsholm i samarbejde med VIA University College tilpasset modulet, så undervisningen er rykket tættere på den virkelighed, underviserne og deres elever møder i hverdagen.
I stedet for udelukkende at arbejde med bæredygtighed gennem traditionel klasseundervisning får deltagerne mulighed for selv at eksperimentere med materialer, læremidler og læringsrum.
– Vi har haft et særligt fokus på læremidler og materialitet og læringsrum, og det er derfor, at det er oplagt at være her i Turbinen, fordi her kan underviserne måske få øjnene op for, om der er nogle ting i de læremidler, rum, materialer, de allerede har, som de kunne bruge lidt anderledes, fortæller Birgitte Helbæk Marcussen, lektor ved VIA.
Hun understreger, at det handler om at gøre bæredygtighed til en naturlig del af den faglige undervisning:
– Vi skal ikke bare stå og snakke om det – det skal leve i vores værksteder.
Nye perspektiver på egne fag
For Lone Lysgaard Jørgensen, der underviser på VVS-uddannelsen, har modulet givet anledning til at overveje, hvordan bæredygtighed kan kobles til hendes eget fag.
– I begyndelsen havde jeg lidt svært ved at relatere til det med bæredygtighed, men jeg synes egentlig, det har været ret spændende. Nu er jeg så spændt på, hvordan jeg kan integrere det i min undervisning, for jeg synes, der er lidt langt fra det her til VVS.
Men undervejs har hun også fået øje på nogle af de sammenhænge, der allerede findes.
– Noget af det, vi har lært, kan jeg bruge og integrere. Nu har jeg selv fjernvarmecertifikat, og der snakker vi jo også om optimering af huse, hvad der kan udskiftes, returtemperatur til værket og så videre – så det spiller fint sammen.
Også Kent Strøm, der underviser på elektrikeruddannelsen, peger på, at det kræver nye måder at tænke på.
– Det er jo fint nok, at vi bliver udfordret, og vi skal slå plejer ihjel og tænke nyt, men det er svært.
Han fremhæver blandt andet, at hensynet til sikkerhed og de eksisterende arbejdsgange i virksomhederne kan gøre det vanskeligt at ændre praksis. Netop derfor er det vigtigt at arbejde med, hvordan bæredygtighed kan tænkes ind i de enkelte fag.
På Herningsholm er det ikke kun underviserne, der gennemfører modulet. Uddannelseslederne deltager også.
Det skal give dem et fælles fagligt udgangspunkt med underviserne og bedre forudsætninger for at støtte og sparre med dem om, hvordan den nye viden kan bruges i undervisningen.
For det er én ting at få ny inspiration på et kursus. Noget andet er at omsætte den til ændringer i den daglige undervisning og fastholde dem over tid.
Derfor er uddannelsesledernes deltagelse en vigtig del af Herningsholms arbejde med at forankre den grønne omstilling på erhvervsuddannelserne.
Med det obligatoriske modul, det praksisnære format og uddannelsesledernes deltagelse arbejder Herningsholm med kompetenceudvikling på flere niveauer.
Underviserne får nye perspektiver på deres fag og mulighed for at afprøve idéer i praksis. Samtidig får lederne bedre forudsætninger for at følge op og understøtte arbejdet, når underviserne vender tilbage til deres egne værksteder og klasselokaler.
Ambitionen er, at bæredygtighed ikke skal være et særskilt emne, der tages frem ved særlige lejligheder, men i stigende grad blive en naturlig del af den faglige undervisning.
For den grønne omstilling sker ikke alene ved, at vi lærer noget nyt. Den sker, når vi begynder at gøre noget anderledes.