13.03.26
Transport
Energi
Byggeri
Landbrug

Fyrtårne for grøn omstilling: Q&A med de tre klimaerhvervsskolechefer

TEC, Rybners og Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier er udpeget af regeringen som Danmarks tre klimaerhvervsskoler. Vi har spurgt de tre klimaerhvervsskolechefer om deres vigtigste opgaver, samarbejder og visioner for de kommende år.
TEC, Rybners og Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier er udpeget af regeringen som Danmarks tre klimaerhvervsskoler. Vi har spurgt de tre klimaerhvervsskolechefer om deres vigtigste opgaver, samarbejder og visioner for de kommende år.

Danmark skal være på forkant med den grønne omstilling.

For at være med til at sikre, at erhvervsskoler og elever i hele landet er på forkant med den grønne omstilling, og at der uddannes dygtige faglærte med kompetencer og færdigheder har regeringen i 2024 udpeget tre klimaerhvervsskoler: Rybners i Esbjerg, TEC i hovedstadsområdet og Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier i Herning.

Skolerne skal fungere som nationale fyrtårne, udvikle nye undervisningsforløb og sprede viden på tværs af erhvervsuddannelserne. De har forskellige fagområder: Rybners arbejder med omlægning af energisektoren, Herningsholm med klimavenligt landbrug og bæredygtigt byggeri og TEC står for grøn transport.

Vi har stillet de tre klimaerhvervsskolechefer de samme tre spørgsmål:

Hvad er den vigtigste opgave for jer som klimaerhvervsskole?

Per Nørregaard, klimaerhvervsskolechef på TEC: ”Vi skal sikre, at elever, lærlinge og kursister på transportområdet får de rette kompetencer til at kunne drive den teknologiske, bæredygtige og grønne udvikling ude på arbejdspladserne. Dét er hovedopgaven. Vi skal både sørge for, at de får de faglige færdigheder, der skal til – for eksempel inden for elektrificering, energioptimering og genanvendelse. Men lige så vigtigt er det at uddanne dem i bæredygtig adfærd. For hvis vi skal skabe varige, bæredygtige kulturforandringer ude i virksomhederne, er det helt afgørende, hvordan de nye generationer af mekanikere og chauffører forstår, opfører sig og taler om grøn omstilling.”

Nikolaj Houkjær, klimaerhvervsskolechef på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier: ”Den vigtigste opgave for os som klimaerhvervsskole er, at vi bliver et aktiv i den grønne omstilling i de danske erhvervsuddannelser. Vi ønsker at blive det naturlige sted, som skoler, udvalg eller erhverv søger, når de har input eller har brug for hjælp til, hvordan man både fagligt og pædagogisk skal integrere grøn omstilling og bæredygtighed i sin undervisning. Vi vil gerne være et fyrtårn og et kompetencecenter, der er fast forankret og en naturlig vidensbank, forstået på den måde at det er undervisernes kompetencer, der er i fokus.”

Lars Katzmann, klimaerhvervsskolechef på Rybners Uddannelser: ”Vi vil være et fyrtårn for den grønne energiomstilling i Danmark. Vores kerneopgave er at uddanne faglært arbejdskraft med de kompetencer, som industrien efterspørger, og som den grønne omstilling kræver. Vi skal sikre, at vores elever og kursister får de nødvendige kompetencer, som industrien efterspørger, og som omstillingen kræver. Det gælder områder som PtX, brint, CCS, solenergi, biogas og vindenergi mm.”

Hvordan kan vi – som klimaerhvervsskoler – skabe størst værdi i vores eksterne samarbejder, og hvordan kan andre bidrage?

Nikolaj Houkjær: ”Som klimaerhvervsskole skaber vi størst værdi, når vi bliver det naturlige bindeled mellem erhverv, forskning og formidling. Derfor er det også vigtigt, at vi er med helt fremme ift. ny teknologi og ny viden. Det kræver tæt samarbejde med producenter og med højere uddannelser, som skal bidrage for, at vi lykkes. På den måde kan vi også være et middel til at nå elever i erhvervsskolen.”

Per Nørregaard: "Vi skaber størst værdi, når vi bygger broer mellem skoler, virksomheder og vidensmiljøer, så vi i fællesskab udforsker opgaven. Groft optegnet, så bidrager virksomhederne med udstyr, cases og data. Vidensmiljøerne er eksperter på adfærd og læringskultur, mens at vi som skole byder ind med pædagogik, læringsdesign og faglig opkvalificering. Og så er det essentielt, at vi som klimaerhvervsskole hele tiden deler vores viden – ligesom, at vi har brug for at høre om andre transportskolers erfaringer. Kun sådan kan vi understøtte et bredt løft af uddannelserne rundt om i landet.”

Lars Katzmann: ”Vi skaber størst værdi, når vi formår at udvikle et tæt og forpligtende samarbejde med virksomheder, andre erhvervsskoler samt videns- og forskningsmiljøer. Sammen kan vi dele perspektiver, ideer, faciliteter, teknologi og faglærere, som hver bidrager med indsigt og kompetencer. Vi når ganske enkelt ikke i mål uden hinanden, og det er vores ansvar som klimaerhvervsskole proaktivt at samle aktørerne og drive samarbejdet frem.”

Hvilken forandring håber du, at klimaerhvervsskolerne har bidraget med om fem år?

Nikolaj Houkjær: ”De tre klimaerhvervsskoler vil være et naturligt og integreret sted, hvor man opsøger viden inden for sine fagligheder, men også inden for pædagogik og god undervisning. Vi er blevet det fyrtårn, man har stræbt hen imod – og vi er blevet den sparringspartner, som erhvervsuddannelserne har brug for, så de kan optimere og udvikle undervisningen hen imod en mere naturlig og grøn omstilling.”

Per Nørregaard: "Jeg håber, at grøn omstilling til den tid ikke længere er et særskilt tema på transportuddannelserne, men er en integreret og naturlig del af undervisningen. Og så håber jeg, at vi er et sted, hvor mange lærere, elever og lærlinge oplever sig selv som aktive medskabere – ja, nøglespillere faktisk – i den grønne transformation ude i virksomhederne og på arbejdsmarkedet.” 

Lars Katzmann: ”Om fem år håber jeg, at den grønne omstilling er noget, vi oplever og taler om som en naturlig del af hele erhvervsuddannelsessystemet. Den grønne vinkel skal være så tæt vævet ind i uddannelserne, at elever, lærlinge og kursister oplever den som en del af deres fag og deres identitet som faglærte. Samtidig håber jeg, at virksomhederne oplever, at vi leverer de kompetencer, der gør dem i stand til at drive den grønne omstilling i industrien og resten af samfundet fremad.”

Kontakt

Lars
Katzmann
Direktør, EUD, Kursus og Klimaerhvervsskolen
Rybners
Nikolaj Malte
Houkjær
Klimaerhvervsskolechef
Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier
Per
Nørregaard
Klimaerhvervsskolechef
TEC
TELEFON +45 2545 3819

SCAN QR KODEN FOR AT FÅ LINK TIL DENNE SIDE